Ny søgning
Region
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Psykolog /chefkonsulent med personaleansvar til børne- og ungeområdet i Det Nationale Sorgcenter i Vejle


Psykolog /chefkonsulent med personaleansvar til børne- og ungeområdet i Det Nationale Sorgcenter i Vejle 

Børn, Unge & Sorg som er en del af Det Nationale Sorgcenter søger en psykolog/chefkonsulent med personaleansvar.  

Vil du stå i spidsen for et stærkt fagligt psykologteam og samtidig arbejde klinisk med børn, unge og familier i sorg? Så er det måske dig, vi søger som leder og psykolog til Børn, unge & Sorg med base i Vejle. 

Om Det Nationale Sorgcenter 

Det Nationale Sorgcenter er et behandlings-, videns- og kompetencecenter. Med afsæt i den nyeste viden udvikler og tilbyder vi specialiseret psykologisk behandling til mennesker, der er pårørende eller efterladte. Derudover arbejder vi med kompetenceudvikling af fagprofessionelle og driver en landsdækkende Sorglinje med støtte fra frivillige. 

Vi arbejder for, at sorg aldrig må ødelægge livet. 

En stilling med både fagligt og ledelsesmæssigt ansvar 

Vi søger en autoriseret psykolog med erfaring inden for børne- og ungeområdet, som både motiveres af det kliniske arbejde og af at skabe retning, trivsel og faglig udvikling for psykologerne i vores afdelinger vest for Storebælt. 

Du bliver ansat som psykolog/chefkonsulent og får personaleledelsesansvar for et team på otte psykologer fordelt på vores afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle. Derfor skal du trives med en hverdag, hvor ledelse foregår både fysisk og online, og hvor der må forventes rejseaktivitet mellem afdelingerne. 

Du vil indgå i et tværfagligt ledelsesteam både i Vejle og i København og referer til chef for Behandling & Rådgivning. 

Vi er en organisation med mange udviklingsprojekter og varierede arbejdsopgaver, og vi prioriterer både faglig sparring og et godt kollegialt fællesskab højt. 

Dine opgaver 

Stillingen kombinerer ledelse, klinisk arbejde og udviklingsopgaver. Dine opgaver vil blandt andet være at: 

Varetage personaleledelse og understøtte trivsel, faglig udvikling og samarbejde i psykologgruppen 

Bidrage til den faglige udvikling af behandlingsindsatsen på børne- og ungeområdet 

Gennemføre behandlingsforløb med børn, unge (op til 27 år) og familier 

Indgå i projektarbejde, frivilligområdet, undervisning og supervision 

Bidrage til koordinering og udvikling på tværs af centrets afdelinger 

Hvordan arbejder vi? 

Behandlingsarbejdet omfatter støtte til børn og unge, der er pårørende til alvorligt syge eller efterladte efter dødsfald. Målgruppen er børn, unge og unge voksne op til 27 år. 

Indsatserne består blandt andet af: 

Familiesamtaler med børn, unge og deres forældre 

Individuelle samtaler med unge med forældreinddragelse 

Forældrerådgivning 

Gruppeforløb 

Psykologgruppen er velfunderet inden for mentaliseringsbaseret terapi og inddrager samtidig andre relevante terapeutiske metoder. Hvis du også har erfaring med – eller interesse for KAT - er det kun en fordel. 

Vi forestiller os, at du: 

Er autoriseret psykolog – hvis du er specialist eller på vej mod specialistgodkendelse vil det være en fordel 

Har erfaring med og motivation for personaleledelse 

Har erfaring med behandling af børn, unge og familier 

Trives med at arbejde på tværs af faglige og geografiske fællesskaber 

Har lyst til både kliniske, udviklingsmæssige og organisatoriske opgaver 

Trives i NGO-arbejde, hvor faglige og forskningsmæssige argumenter indgår i en praktisk, politisk og økonomisk virkelighed 

Hos os får du 

Vi tilbyder et meningsfuldt arbejde med en målgruppe, der møder behandlingen med motivation og engagement. Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab med engagerede kolleger, høj psykologfaglighed og stor mulighed for indflydelse. 

Praktisk information 

Stilling er på fuld tid med base i Vejle i smukke omgivelser på adressen Flegborg 6. Der må forventes rejseaktivitet mellem vores afdelinger i Aalborg, Aarhus og Odense. 

Du kan desuden forvente en ugentlig arbejdsdag til kl. 19.00, da dele af gruppebehandlingen ligger sidst på eftermiddagen af hensyn til klienterne. 

Løn og ansættelsesvilkår følger statens gældende overenskomst. 

Vi ønsker tiltrædelse snarest muligt eller senest 1. august 2026. 

Ansøgning 

I stedet for en traditionel ansøgning vil vi gerne bede dig om at sende følgende på maks. én side hvor du udfolder: 

• Hvorfor du søger stillingen i Det Nationale Sorgcenter. 

• Hvordan en god arbejdsdag ser ud for dig – både som psykolog og leder? 

Vedhæft desuden CV og relevante eksamensbeviser. 

Ansøgningsfrist er 14. juni 2026, og vi forventer at afholde samtaler 18. juni og 22. juni. Der vil indgå testforløb mellem første og anden samtale.  
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.  Vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV. 

Vil du vide mere? 

Du er meget velkommen til at kontakte chef for Behandling & Rådgivning Victoria Tepper på 25 60 34 18 for at høre mere om stillingen. Send gerne en SMS og du vil efterfølgende blive kontaktet. 

Om Det Nationale Sorgcenter 

Det Nationale Sorgcenter blev etableret i 2017 og bygger på Børn, Unge & Sorgs mangeårige erfaring og succes. 

Vi har afdelinger i København, Vejle, Aarhus, Næstved og Odense og arbejder med behandling, forskning, vidensudvikling og kompetenceudvikling inden for sorgområdet. 

Læs mere på www.sorgcenter.dk 



🕑  |  Vejle  |  14-06-2026


Ansøg her

Virksomhed
Det Nationale Sorgcenter
Arbejdssted
Flegborg 6
7100 Vejle
Ansøgningsfrist
14-06-2026



Tilbage til søgning