Ny søgning
Region
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Alsidig aut. psykolog til behandlingstilbud målrettet børn og unge med langvarige følger efter hjernerystelse og rehabilitering efter erhvervet hjerneskade


Vi genopslår en spændende fuldtidsstilling med opstart 1. oktober 2025, hvor din primære opgave bliver at være sagsansvarlig psykolog i vores ambulante hjernerystelsestilbud. Derudover vil du indgå i rehabiliteringsforløb for børn og unge med erhvervet hjerneskade.

Har du solid erfaring med samtaleterapi og interesse for det børneneuropsykologiske felt? Kan du se dig selv arbejde med begge målgrupper? Så er denne unikke stilling som psykolog ved Hjerneskadecenter Virum måske noget for dig?    

Om Hjerneskadecenter Virum 

Hjerneskadecenter Virum er Region H’s specialiserede neurorehabiliteringscenter til børn og unge (0-25 år) med hjernerystelse og erhvervet hjerneskade. Vi tilbyder individuelt tilrettelagt rehabilitering til børn og unge fra kommuner i hele Østdanmark. 

Dine arbejdsområder

1. Hjernerystelse – dit primære fokusområde

Du bliver en del af et lille og specialiseret team bestående af to psykologer og to fysioterapeuter. Sammen tilbyder I ambulante forløb til unge (typisk 14–22 år), der oplever langvarige følger efter hjernerystelse.

Behandlingen tager udgangspunkt i en bio-psyko-social forståelsesramme og foregår i tæt samarbejde med forældre, skole og netværk, hvor de unge hjælpes tilbage til et almindeligt ungdomsliv med skole, socialt liv og fritidsinteresser. Vi har gode resultater og er i gang med et forskningsprojekt, der evaluerer indsatsen.

2. Rehabilitering efter erhvervet hjerneskade

Du vil også være psykolog for børn og unge med fx traumatisk hjerneskade, blodprop, hjerneblødning eller hjernetumor i intensive, tværfaglige rehabiliteringsforløb. Her arbejder du tæt sammen med et interdisciplinært team bestående af fysioterapeuter, ergoterapeuter, logopæder, speciallærere og pædagoger. Børnene og de unge med erhvervet hjerneskade kommer ofte direkte fra hospitalsindlæggelse med en genoptræningsplan til specialiseret rehabilitering, og deres funktionsniveau og alder spænder bredt.

Om stillingen  

Dine primære opgaver vil være: 

  • Sagsansvarlig psykolog for børn og unges forløb, herunder indsatsområder og tværfaglig teamledelse.  

  • Samtaler med børn og unge der har langvarige følger efter hjernerystelse, samt rådgivning til forældre og skoler omkring hjernerystelse. 

  • Samtaler med børn og unge med erhvervede hjerneskader samt deres forældre og søskende.  

  • Udfærdige neuropsykologiske undersøgelser samt udarbejde og formidle udrednings- og statusrapporter.

  • Samarbejde med kommuner og eksterne samarbejdspartnere samt visitation og udarbejdelse af tilbud.

  • Deltage i faglig udvikling og udvikling af centrets tilbud.

 

Om dig 

Vi søger en psykolog, der:

  • Er aut.cand.psyk., gerne specialist eller med mod på en specialistuddannelse.

  • Har relevant erfaring med terapeutiske samtaler fx fra psykiatri eller sundhedspsykologi og gerne erfaring med tredjebølge kognitiv terapi (fx ACT el. MBT). Det er en fordel, hvis du har specifik erfaring med behandling af langvarige senfølger efter hjernerystelse.  

  • Har erfaring med at teste børn og unge, fx fra specialområdet eller psykiatrien og har interesse for fordybelse i det børneneuropsykologiske felt. 

  • Trives med at arbejde selvstændigt. Derudover er du tværfagligt minded og kan mødelede både proces- og resultatorienteret. 

  • Besidder en vis psykisk robusthed, er udadvendt, ansvarlig og empatisk af natur og har nemt ved at samarbejde.   

  • Har gode formidlingsevner både mundtligt og skriftligt og er opmærksom på kommunikationens betydning. 

 

Vi tilbyder

  • En velfungerende psykologgruppe, hvor du vil blive den 6. psykolog.

  • Et alsidigt og fagligt udfordrende og udviklende arbejdsliv i et tværfagligt miljø med mulighed for at følge børn og familier over længere tid og fokus på at skabe gode individuelt tilrettelagte forløb. 

  • Kollegaer med et højt fagligt engagement og vidensniveau, som gerne lærer fra sig. 

  • Indflydelse og selvstændighed i opgaveløsningen. 

  • Grundig introduktion, supervision, kurser og uddannelse. Herunder understøttelse af en evt. videreuddannelse som specialist. 

  • Et godt kollegialt klima, hvor en uformel omgangsform med plads til humor værdsættes højt. 

  • En fantastisk frokostordning ved centrets egen køkkenleder.   

 

Yderligere oplysninger  

Du har mulighed for at få uddybet stillingsannoncen ved henvendelse til centerchef Anne Lindø (uge 30) tlf.: 61 27 28 92 eller afdelingsleder Lone Grieve (uge 31-33) tlf.: 21 64 71 79.

Løn og ansættelse efter gældende overenskomst og efter reglerne om ny løn.   

Vi indhenter straffe- og børneattest, og ansættelse sker med forbehold for oplysningerne i attesterne. Ved tilbud om ansættelse indhentes ydermere referencer.  

Stillingen søges elektronisk.   

Ansøgningsfrist: Søndag d. 17. august. kl. 12.00  

Samtaler forventes afholdt onsdag d. 20. august.   

Hjerneskadecenter Virum er et tilbud under Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden, du kan læse mere om centret på www.hjerneskadecentervirum.dk.

Hjerneskadecenter Virum tilbyder professionel og målrettet neurorehabilitering til børn og unge, der er blevet hjerneskadede efter en ulykke eller sygdom. Rehabiliteringen foregår på alle hverdage. Vores personalegruppe er tværfagligt sammensat af psykologer, pædagoger, talepædagoger, speciallærere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, køkken- og administrationsmedarbejdere. Vi tager kontinuerligt nye børn ind i både intensive og lokalbaserede rehabiliteringsforløb.   

DET HANDLER OM LIV

Om at skabe livskvalitet, forstå og forandre liv. I Region Hovedstaden træder du ind i en verden af muligheder og mangfoldighed, hvor du kan udvikle dig fagligt. Det handler nemlig også om dit liv. Om at arbejde et sted med høj specialisering og stærke vidensmiljøer - et sted hvor du gør en forskel for mennesker.  
 
I Den Sociale Virksomhed arbejder vi med mennesker med handicap, psykisk sygdom og sociale problemer. De har behov for din indsats for at have en hverdag med høj livskvalitet og mulighed for udvikling. 
 
Vil du være med? 
 
Fakta 
  • Virksomheden har ansvar for at drive og udvikle 19 bo-, dag- og behandlingstilbud 
  • Tilbuddene er højt specialiseret indenfor specialundervisning og socialområdet 
  • Beskæftiger ca. 1.600 medarbejdere og har et årligt budget på ca. en mia. kr. 
  • Tilbuddene ligger forskellige steder rundt om i Region Hovedstaden. 

 

  



🕑 Fuldtid  |  Virum  |  17-08-2025


Ansøg her

Virksomhed
Region Hovedstaden - Den Sociale Virksomhed
Arbejdssted
Kongevejen 256
2830 Virum
Ansøgningsfrist
17-08-2025



Tilbage til søgning