Ny søgning
Region
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Censorkorpset for Psykologi ved Universiteterne søger censorer


Ansøgningsfrist: 22. december 2025 kl. 12:00

Censorkorpset for Psykologi søger censorer, der i den kommende beskikkelsesperiode, fra april 2026 til marts 2030, forventer årligt at kunne levere 150-250 timers ekstern censur ved flere (og gerne samtlige) af uddannelserne nævnt nedenfor:

Bachelor- og kandidatuddannelserne i psykologi på:

  • Aalborg Universitet (kaldet AAU)
  • Aarhus Universitet (kaldet AU)
  • Københavns Universitet (kaldet KU)
  • Syddansk Universitet (kaldet SDU)

 

Bachelor- og kandidatuddannelserne i psykologiske fag på:

  • Institut for Uddannelse og Pædagogik (kaldet DPU - Aarhus Universitet)
  • Roskilde Universitet (kaldet RUC)

 

Bacheloruddannelsen i:

  • Kognition og Datavidenskab (KU)

 

Masteruddannelserne:

  • Master of Psychology of Organizations (kaldet MPO - Roskilde Universitet)
  • Master i Rusmidler (MRUS - Aarhus Universitet)

 

Hvad vil det sige at være censor?

Censors primære rolle er at deltage i bedømmelsen af de studerendes præstationer ved eksamener sammen med eksaminator. Her bidrager censor til at sikre det faglige niveau og de studerendes retssikkerhed. Det betyder blandt andet, at censor skal sikre, at de studerende får en ensartet og korrekt behandling, herunder at deres præstation får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med gældende regler for karaktergivning.

Derudover spiller censor en vigtig rolle i den overordnede kvalitetssikring af uddannelserne. Blandt andet indgår censorernes beretninger fra prøver og eksamener i uddannelsesinstitutionernes kvalitetssikringsarbejde.

For at kunne virke som ekstern censor ved danske universiteter, skal man beskikkes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i en periode på maks. fire år ad gangen, til at kunne give tilsagn og udpeges til at censurere ved og indberette fra prøver ved de uddannelser, der anvender det censorkorps man er beskikket i.

Man er altså ikke ansat som censor af universitetet, men beskikkes netop i sin personlige egenskab som en habil og fagligt uafhængig person.

Når beskikkelsesperioden udløber, har man som censor mulighed for at søge om genbeskikkelse. Dog udskiftes mindst 25% af censorkorpset ved hver ny beskikkelsesperiode.

Censors opgaver

Censor skal altså påse at:

  • eksamener gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, herunder de regler, som er fastsat for eksamen/prøven i uddannelsens studieordning.
  • de studerende behandles ensartet og korrekt, herunder at deres præstation får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne for karaktergivning i karakterskalabekendtgørelsen.

Desuden skal censor:

  • bistå censorledelsen med at rådgive om uddannelsernes eksamensformer
  • afgive beretning om eksamensforløbet som bidrag til uddannelsesinstitutionens løbende kvalitetssikringsarbejde og censorledelsens årsberetning
  • medvirke ved behandling af faglige klager over eksamen og prøver
  • orientere institutionen ved mistanke om eksamenssnyd.

 

Forudsætninger for at blive censor

For at blive beskikket som censor skal du have:

  • aktuelt kendskab til (flere af) uddannelsernes grundlæggende faglighed, formål og metoder
  • specifik kompetence inden for et eller flere faglige delområder, som indgår i uddannelserne
  • aktuel viden om uddannelsernes anvendelsesmuligheder, herunder kendskab til aftagernes situation og behov
  • samme eller højere uddannelsesniveau som den uddannelse, hvor du skal virke som censor (have en relevant forskningsbaseret uddannelse på kandidatniveau)

 

Herudover skal du kunne give til hensigt, at:

  • levere et sted mellem 75-125 arbejdstimer over sommersæsonen (overvejende med afvikling i løbet af juni)
  • levere op til 75 timer over vintereksamen (overvejende til afvikling i løbet af december og januar)
  • bidrage (overvejende) ved skriftlige men også ved (nogle) mundtlige prøver rundt om i landet
  • investere interessetimer i et årligt censormøde (enten den sidste torsdag i september i Århus eller den første torsdag i oktober i København fra kl. 15:00-18:00).

 

Dekorum

Som beskikket censor er du i øvrigt omfattet af et værdighedskrav, som også kaldes dekorum. Kravet indebærer, at du skal udvise ordentlighed i opførsel og ytringer, både når du fungerer som censor og i øvrige sammenhænge.

Formålet med værdighedskravet er at sikre, at censorerne fremstår som troværdige, habile og tillidsvækkende. Det er afgørende for, at både offentligheden og samfundet har tillid til censorordningen.

Det juridiske grundlag

Samlet set består censors myndighedsrolle altså ved – i fuld armslængde – at sikre, at følgende lovbestemte grundlag følges:

 

Honorar

Institutterne fastsætter timenormer for de respektive eksamensopgaver. Det kunne fx være 2 timer for en BA-opgave a 25 sider eller 8 timer for et speciale a 65 sider (og hvis der er mundtligt forsvar lidt mere). Honoreringen samt eventuelle transportomkostninger sker efter statens takster jf. cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag (510,99kr. pr. time plus feriepenge): https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2001/12407.

Beskikkelsesprocessen

Der lægges i den samlede vurdering af ansøgningerne vægt på arten og omfanget af både ansøgerens praksiserfaring med at anvende akademisk baseret psykologi i professionel sammenhæng svarende til de fag korpset samlet set skal dække såvel ikke mindst et dokumenteret højt akademisk niveau inden for det fagpsykologiske felt (fx i form af høje karakterer, efteruddannelser og/eller publikationer). Herudover vil det være en fordel allerede at besidde erfaring med myndighedsrollen fra andre sammenhænge.

Processens fire step er:

a)Ansøgninger (og eksamensbeviser mv.) uploades (senest 22. december kl. 12:00)

b)Censorledelsen vurderer de skriftlige ansøgninger og giver svar (ultimo januar)

c)Ansættelsessamtaler afvikles i februar (18.-19.2 i Århus og 26.-27.2 i København)

d)Udvalgte kandidater deltager i introduktionskursus marts (enten d. 4.3 i Århus eller 9.3 i København kl. 15:00-18:00)

e)Nybeskikkede censorer opretter sig i it-systemet Censorum (og kan give tilsagn via dette til eksamener til afvikling efter 1. april 2026)

 

Kontakt

Censorkorps for Psykologi ved Universiteterne
Censorforperson Troels Gottlieb

E-mail: censorformand@censorkorps.dk 

Tlf: 21 53 77 25



🕑  |   |  22-12-2025


Ansøg her

Virksomhed
Censorkorpset for Psykologi ved Universiteterne
Arbejdssted
Ansøgningsfrist
22-12-2025



Tilbage til søgning