Ny søgning
Region
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Erfaren psykolog til rådgivning i psykologfaglig virksomhed og udvikling af tilsyn med psykologer (sagkyndig rådgiver)


Brænder du for psykologers faglige virke og patienternes sikkerhed, og har du ideer til, hvordan vi kan gøre sundhedsvæsenet mere sikkert? Så kan du være styrelsens nye ekspert inden for det psykologfaglige område.

Om styrelsen

Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden Indenrigs- og Sundhedsministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.

Som noget nyt skal Styrelsen for Patientsikkerhed fra 1. januar 2026 føre tilsyn med autoriserede psykologer. Det betyder, at psykologer fra 1. januar 2026 skal følge Autorisationsloven og Sundhedsloven i forhold til deres faglige virke. En af dine vigtigste opgaver bliver derfor at rådgive styrelsen om psykologers faglige virksomhed og bidrage til at fastsætte den faglige norm i forbindelse med tilsynet på behandlingssteder og i tilsynet med den enkelte psykologs faglige virke og egnethed. Den psykologfaglige virksomhed spænder vidt fra forældrekompetencevurderinger i kommunalt regi til behandling af patienter med psykiatriske lidelser og mistrivsel i hospitals- og privat regi.     

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med behandlingssteder og autoriserede sundhedspersoner. Vi varetager opgaver i relation til samfundets beredskab og yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder og sundhedspersoner vedrørende bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, miljøforurening, retslægelige ligsyn, trafikmedicin mm.

Dit arbejde

Arbejdet indebærer i vekslende omfang at:

  • Initialt være med i udviklingen af tilsynet med psykologer, som er et nyt tilsynsområde for styrelsen.
  • Rådgive styrelsen i individuelle- og organisatoriske tilsynssager vedr. psykologfaglig virksomhed, herunder at foretage faglige vurderinger i sagerne.
  • Bidrage i udarbejdelsen af redegørelser, lovforberedelse, vejledninger, tilsynsplanlægning, udviklingsopgaver og generel rådgivning inden for dit speciale
  • Følge udviklingen på sundhedsområdet og den faglige udvikling inden for dit speciale.

Du vil blive en aktiv del af styrelsen og vil skulle bidrage til enhedernes arbejde med udvikling og strategi inden for tilsynet med psykologien.

Dit arbejde er fleksibelt i den forstand, at det overvejende foregår digitalt. Der kan i den indledende fase blive behov for fysisk deltagelse ved udvalgte møder. Du vil blive tilknyttet Enhed for Individtilsyn, men vil i dit arbejde skulle rådgive tilsynsenheder både i Jylland og på Sjælland.

Din uddannelse og erfaring

Vi forventer, at du er erfaren psykolog med faglig tyngde, og er anerkendt inden for egne rækker.

Derudover har du:

  • En aktiv klinisk tilknytning til psykologfaglig virksomhed.
  • Relevant administrativ og organisatorisk erfaring, herunder gerne ledelseserfaring.
  • En bred viden om tendenser og videnskabelig forskning inden for dit fag, gerne med en Ph.d. eller disputats som baggrund.
  • Stor personlig integritet.

Om ansættelsen

Du bliver ansat som chefkonsulent efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten.

Tiltrædelse ønskes pr. 1. januar 2026. Det forventes at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid indtil videre vil være 6 timer. Der er tale om en tidsbegrænset stilling af 3 års varighed.

Kontakt os gerne

Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte sektionsleder Britta Bjerrum Mortensen, tlf. 7222 7511 eller enhedschef Metta Detlefsen Frost, tlf. 6193 9600

Du kan læse mere om Styrelsen for Patientsikkerhed på http://www.stps.dk

Er du interesseret?

Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 46.

Generelt om styrelsen
Styrelsen for Patientsikkerheds vision er et trygt sundhedsvæsen. Det skal være trygt at være i sundhedsvæsenet – både for patienter og sundhedspersoner.

Vi udsteder bl.a. autorisationer til sundhedsvæsenets 19 forskellige faggrupper og sikrer, at de opfylder de kvalitetskrav, som vi i Danmark stiller til vores sundhedspersoner. Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner. Vi yder sundhedsfaglig og sundhedsjuridisk rådgivning til sundhedsvæsenets aktører. Vi rådgiver kommuner, regioner og andre myndigheder i bl.a. miljøsager. Vi foretager retslægelige ligsyn sammen med landets politikredse. Vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet og meget mere.

Vi er ca. 300 medarbejdere og har herudover tilknyttet en række sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
 
Styrelsen for Patientsikkerheds vision er et trygt sundhedsvæsen. Det skal være trygt at være i sundhedsvæsnet - både for patienter og sundhedspersoner.


🕑 6 timer ugentligt  |  København S  |  10-11-2025


Ansøg her

Virksomhed
Styrelsen for Patientsikkerhed
Arbejdssted
Islands Brygge 67
2300 København S
Ansøgningsfrist
10-11-2025



Tilbage til søgning