Ny søgning
Region
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Livslinien søger rådgivningsfaglig medarbejder/psykolog med dagligt ansvar for telefonrådgivningen i København


Stillingen

Livslinien søger en rådgivningsfaglig medarbejder/psykolog til en 37 timers stilling med dagligt ansvar for telefonrådgivningen i Livsliniens afdeling i København til tiltrædelse oktober 2026. 

Jobbet

Sammen med kompetente og engagerede kolleger, der brænder for Livsliniens selvmordsforebyggende arbejde, vil du varetage opgaver på Livslinien, som primært handler om at yde faglig sparring og støtte til vores frivillige rådgivere. Desuden indeholder jobbet blandt andet dagligt ansvar for telefonrådgivningen i København, samt ekstern og intern undervisning, diverse administrative opgaver og løbende udvikling af Livsliniens rådgivningstilbud i samarbejde med det øvrige personale.

Dine kvalifikationer

Du har en akademisk uddannelse med relevant social- eller sundhedsfaglig baggrund, gerne cand.psych. eller lignende. Du har erfaring med rådgivning eller behandling og har gerne kendskab til psykiatriske problemstillinger. Du har erfaring med supervision, undervisning og formidling. Det er en fordel, hvis du har kendskab til professionelt frivilligt arbejde. Og så har du gerne den rette blanding af gennemslagskraft og taknemmelighed i forhold til at arbejde med frivillige.

Du trives med både selvstændige opgaver og opgaver, der skal løses i tæt samarbejde med øvrige sekretariatsmedarbejdere i Aarhus og i København. Du sætter pris på fællesskab og befinder dig godt i en relativ flad organisationsstruktur. Det falder dig naturligt at gå til opgaverne på en struktureret og fagligt velfunderet måde, så du sikrer et højt kvalitetsniveau til gavn for både de frivillige rådgivere og Livsliniens brugere.

Som person

Som person er du empatisk og tillidsvækkende og kan tilslutte dig Livsliniens værdier. Du er desuden engageret, ansvarsfuld og kan se fordelen i at løfte i flok samtidig med, at du også kan se dig selv gå forrest.

Vi tilbyder

Vi tilbyder et spændende og udfordrende job i et velfungerende flerfagligt og uformelt miljø i en sund, stabil og faglig bevidst organisation. Vi har et solidt fundament, hvor kvalitetssikring er et nøgleord. Faglige drøftelser og fælles supervision er sat i system, og sparringskulturen præger hverdagen. Vores organisationskultur er kendetegnet ved et stort engagement og omsorgsfuldt fællesskab med vores dygtige frivillige rådgivere og Livsliniens brugere i fokus.

Ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge med tiltrædelse i oktober 2026. Et vist omfang af weekendarbejde og aftenarbejde, forskudt, fleksibel arbejdstid, samt enkelte ture med og uden overnatning til Aarhus må påregnes. 

Livslinien er en selvejende institution under Sundhedsministeriet og løn fastsættes i henhold til statslig overenskomst. Livslinien ønsker at fremme ligestilling og opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 

Ansøgning

Lyder dette som et job for dig, så send din ansøgning, mærket ”Rådgivningsfaglig medarbejder, København” til: sek@livslinien.dk. For yderligere information er du velkommen til at kontakte leder af rådgivningen, Agnieszka Storgaard Nielsen, på telefon 3021 2620. Ansøgningsfrist den 13. august 2026. Første og eventuelt anden runde ansættelsessamtaler afholdes den 24. og 25. august 2026 i Livsliniens lokaler i Nyhavn i København. 

 

Om Livslinien

Livslinien arbejder med forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg i Danmark, primært gennem anonym rådgivning til selvmordstruede, pårørende og efterladte til selvmord, samt fagpersonale. Denne rådgivning varetages af Livsliniens over 300 frivillige rådgivere. Livslinien er organiseret med en bestyrelse og et lønnet sekretariat med 14 medarbejdere, der har ansvaret for den daglige drift og ledelse. Organisationen arbejder fra kontorer i Aarhus og København. Se mere på www.livslinien.dk



🕑  |  København  |  13-08-2026


Ansøg på e-mail

Virksomhed
Livslinien
Arbejdssted
Havnegade 53
1058 København
Ansøgningsfrist
13-08-2026



Tilbage til søgning